Fransk udenrigsminister ser plads til Assad i kampen mod IS

admin

462 uger siden

|

27/11/2015

Dagens topnyheder

Syriske styrker, som er loyale over for præsident Bashar al-Assad, kan meget vel deltage i kampen mod den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat, som har udråbt et kalifat i Irak og Syrien.

Det er i hvert fald ikke et fjernt scenarie ifølge den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, som siger, at han godt kan se det syriske styre deltage i indsatsen.

For at bekæmpe IS "må der være to ting: bomber (...) og landtropper, som ikke kan være vores, men som bør bestå af Den Frie Syriske Hær (FSA), sunniarabiske styrker og hvorfor ikke også regimets styrker, siger Fabius ifølge den franske radiostation RTL.

Det vigtigste militære mål er jihadisternes højborg i den syriske by Raqqa, lyder det fra Fabius.

Russiske og franske kampfly har de seneste dage målrettet deres angreb mod byen.

- For os er det et af de vigtigste militære mål, endda det primære, fordi det er nervecentret for Daesh, og angrebene mod Frankrig blev planlagt her, siger Fabius og bruger en anden betegnelse for Islamisk Stat.

Torsdag lovede den russiske præsident, Vladimir Putin, under et møde den franske præsident, François Hollande, at Kreml er parat til et samarbejde med Frankrig i kampen mod Islamisk Stat.

Den russiske hovedstad, Moskva, var torsdag sidste stop for en diplomatisk rundrejse, som også bragte Hollande over Atlanten tidligere på ugen, hvor præsident Barack Obama også lovede den franske leder at intensivere kampen mod IS.

Desuden har Hollande haft møder i Paris med både den britiske premierminister, David Cameron, og forbundskansler Angela Merkel.

Både i London og Berlin blev der torsdag taget skridt frem mod en styrket indsats mod Islamisk Stat.

Tyskland sender et Tornado-jagerfly og et krigsskib af sted for at støtte den internationale koalition i Syrien. Beslutningen blev taget torsdag på et møde blandt højtstående ministre i Berlin.

/ritzau/AFP