To franske hold får wildcard til Tour de France

admin

|

28/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De 22 hold til den 101. udgave af Tour de France blev tirsdag offentliggjort af arrangøren Aso.

Traditionen tro blev franske hold tilgodeset, da de fire wildcards blev fordelt. De fik to af dem. Endnu engang blev Cofidis tildelt et, og også Bretagne-Séché Environnement er klar til løbet.

Desuden blev der fundet plads til det tyske hold Team Netapp-Endura, samt det schweiziske hold IAM Cycling. Sidstnævnte debuterer i Tour de France efter at være blevet forbigået til et wildcard i 2013.

De fire sidstnævnte er alle Pro Continental-hold, mens de 18 første hold har status som World Tour-hold.

Heriblandt finder man Tinkoff-Saxo. Det er værd at bemærke, at holdet stadig står registreret som værende dansk hold.

Ifølge den nye ejer af holdet, Oleg Tinkov, er det dog et spørgsmål om tid, inden holdet bliver registreret som russisk.

- Tinkoff-Saxo bliver et russisk-registreret hold. Vores ansøgning ligger hos UCI, men vi kommer til at køre under russisk flag. Det er vigtigt for mig, sagde Oleg Tinkov til cyclingnews.com allerede for to uger siden.

Tour de France køres fra 5. til 27. juli.

/ritzau/