Franskmand vinder vild sidevindsetape

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Franskmanden Nacer Bouhanni vandt lørdag en vild etape i Vuelta a Espana. Hans anden etapesejr i løbet.

8. etape på 207 kilometer fra Baeza til Albacete var på papiret en oplagt sprinteretape, men de stærkeste hold ville det anderledes.

På løbets længste etape mødte rytterne sidevind i afslutningen, og de stærkeste hold tog fat med første angreb 30 kilometer før mål.

Chris Froomes Sky-hold skabte den første splittelse, og fik hurtigt hjælp af Tinkoff-Saxo med Alberto Contadors hjælperyttere, og andre af feltets store motorer som Fabian Cancellara (Trek) og Tom Boonen (Omega Pharma-Quickstep).

Angrebene blev ved, især fra Sky-holdet, og en lang overgang var løbets nummer to Nairo Quintana (Movistar) sat af. Han var dog heldig med at få stor hjælp af Giant-Shimano-holdet, som skulle køre sprinteren John Degenkolb tilbage til første gruppe.

Efter at have ligget mere end 20 sekunder efter de forreste, fik de kontakt med få kilometer tilbage, men Degenkolb havde brugt sine kræfter, så Nacer Bouhanni kunne vinde foran australieren Michael Matthews (Orica-Greenedge) og Peter Sagan (Cannondale).

Den danske mester Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) viste fornem kørsel, og var en af Alberto Contadors stærke hjælperyttere i slutfasen.

Søndag møder rytterne igen bjergene på en etape over 185 kilometer. Klatreturen på 11 kilometer op til målstregen i Valdelinares bliver det sværeste, rytterne har prøvet hidtil i løbet.

Her vil det vise sig, om Chris Froome og Alberto Contador er helt klar efter de styrt og skader, som sendte dem ud af Tour de France, og krævede løbspause helt til Vueltaen blev indledt for en uge siden.

Vuelta a Espana slutter den 14. september.

/ritzau/