Frederikshavn nærmer sig et ja til skifergasboring

Skrevet af admin

18/06/2014

Dagens topnyheder

Olieselskabet Totals omstridte prøveboring efter skifergas i Vendsyssel er kommet endnu et skridt nærmere endelig godkendelse.

Det store flertal i økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune har onsdag godkendt den indstilling, der i sidste uge kom fra Plan- og Miljøudvalget. Den anbefaler, at byrådet efter en høringsrunde om miljøkonsekvenserne siger ja til efterforskningsboringen.

Derfor er det nu op til den samlede kommunalbestyrelse på et møde den 25. juni at sige ja eller nej, oplyser borgmester Birgit S. Hansen (S) til Ritzau.

- Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti, som alle er repræsenteret i økonomiudvalget, stemte for at sende indstillingen videre til det samlede byråd. Kun Enhedslisten kunne ikke tiltræde indstillingen, siger borgmesteren.

Hun finder det vanskeligt at vurdere, om der er flertal i sidste ende.

Ikke mindst fordi skifergas i givet fald skal udvindes med metoden "fracking" - hydraulisk frakturering - der indebærer underjordiske sprængninger og nedpumpning af kemikalier.

- Jeg har indtryk af, at der nu er flertal for, at man giver lov til efterforskningsboringen, men det er svært at vurdere, siger Birgit S. Hansen.

Det er ikke, fordi Frederikshavns kommunalbestyrelse er glad for at sidde med beslutningen, efter at de nationale myndigheder har givet tilladelse til prøveboringen, siger borgmesteren.

Hun savner, at landspolitikerne tager mere ansvar.

- Det er belejligt at give os aben, men vi har det lidt svært med, at vi sidder 31 byrådsmedlemmer i Frederikshavn og skal beslutte energipolitikken på landsplan.

- Men vi prøver at skille skæg fra snot. Vi skal give tilladelse til, at de sætter boret i jorden. Og hvis boringen viser, at der er skifergas, og det kommer til fracking og udvinding, så må landspolitikerne absolut på banen. Eller har vi aben tilbage igen, siger borgmester Birgit S. Hansen.

/ritzau/