Fremmødte ved ambassade: Det er sådan vi viser respekt

Skrevet af admin

07/01/2015

Dagens topnyheder

En stor gruppe danskere har onsdag aften ønsket at vise sin sympati og respekt for de dræbte og efterladte ved terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris.

Det har folk blandt andet gjort ved at lægge blomster og stille lys frem ved hoveddøren til den franske ambassade på Kongens Nytorv i København.

En af de fremmødte, der har valgt at lægge blomster ved ambassadedøren, er 22-årige Peter Jensen fra København. Han er rystet over nyheden fra Paris.

- Jeg blev meget vred, og jeg blev ramt af både afsky og væmmelse, da jeg hørte om episoden. Det kan ikke være rigtig, at folk skal slås ihjel, bare fordi man er uenige om en tegning. Det er jo et angreb på ytringsfriheden.

- Jeg synes ikke, at vi skal finde os i, hvad der er sket i Paris i dag, og det er grunden til, at jeg har valgt at vise min støtte til franskmændene. Og så håber jeg, at de ansatte på ambassaden bliver glade for synet, når de møder i morgen, siger Peter Jensen.

Også 67-årige Vibeke Nisse fra Vanløse følte en trang til at vise flaget onsdag aften, og derfor kom hun forbi med en buket tulipaner.

- Jeg står her, fordi det er en forfærdelig hændelse, og fordi det angår os alle sammen. Det er min måde at vise min respekt og vise, at det ikke er ligegyldigt, for der er rent faktisk mennesker, der døde i dag.

- Da terrorangrebet skete på Utøya i Norge, kunne jeg heller ikke lade være med at stille mig frem. Det giver også en styrke til dem, det går ud over, at vi står her i aften, og det har de brug for, Vibeke Nissen.

Tidligere onsdag aften besøgte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) også pladsen foran den franske ambassade på Kongens Nytorv.

/ritzau/