Fremtidens ældre får mindre i pension

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

Danskere med livslang pension skal for fremtiden indstille sig på lavere pensioner eller på at arbejde i flere år.

Lige nu stiger levealderen så hurtigt, at pensionssektoren lægger an til at give nye kunder mindre i pension om året, skriver Jyllands-Posten.

- Der vil skulle hensættes flere og flere penge til de livslange garanterede pensioner. Som kunde vil man få mindre ud om året, når man køber en livrente, fordi pengene skal række længere, vurderer direktør Søren Dal Thomsen, AP Pension.

Alle pensionsselskaber og -kasser er lige nu ved at regne på de seneste målinger af levealderen fra Finanstilsynet. Mange skal hensætte flere penge for at kunne udbetale pensioner i så mange år.

Og de fleste ser også på, hvad der skal ske for fremtiden. Kurven for forventet levealder accelererer nemlig. I dag venter Pensionskassernes Administration, PKA, at den typiske 25-årige sygeplejerske lever, indtil hun er 90 år.

- De seneste år har vi set, at en 60-årigs forventede levetid er vokset med to-tre måneder om året. Men i Finanstilsynets nye beregninger stiger den forventede levealder pludselig med fem måneder på et år, siger chefaktuar Per Myglegård, Topdanmark.

- Så selv om der naturligvis er lagt en buffer ind, når vi sælger en livrente, begynder bufferen at være tynd, siger han ifølge Jyllands-Posten.

/ritzau/