Fremtidsfuldmagter: Rød blok afviser advokat-kritik

Skrevet af admin

23/04/2015

Mest læste i dag

Socialdemokraterne, De Radikale og SF deler ikke bekymringen fra Danske Familieadvokater og Danske Arveretsadvokater om, at det bliver for let og for farligt at oprette de såkaldte fremtidsfuldmagter på nettet.

Et nyt lovslag lægger op til, at det skal være nemmere at oprette fremtidsfuldmagten, hvor man giver en pårørende mulighed for at sørge for ens økonomi, når man ikke selv kan længere - for eksempel på grund af sygdom.

Advokaterne advarer om, at det er for let og for farligt, hvis fremtidsfuldmagterne kan oprettes på nettet via NemID, og det overrasker ikke Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokraterne.

- Jeg er ikke overrasket over, at advokater hellere vil have, at en fremtidsfuldmagt skal gå igennem dem, end at man kan oprette den selv, siger Trine Bramsen, mens SF's, retsordfører Karina Lorentzen, tilføjer:

- Jeg er optaget af, at borgerne får en let adgang til at kunne foretage sig dette valg og en adgang, som ikke er dyr og bureaukratisk, som det ellers godt kan være, når der skal oprettes en fuldmagt hos advokater.

Jeppe Mikkelsen, retsordfører for De Radikale, ser også positivt på lovslaget i sin nuværende form.

Han siger, at der er sikkerhedsmekanismer i systemet, så man ikke bliver udnyttet.

- Man kan ikke lave et system, der er 100 procent sikret mod misbrug. Men myndighederne kan, hvis der er mistanke om, at personen, der er tale om, ikke har været ved sine fulde fem på det tidspunkt, hvor fuldmagten er afgivet, siger han.

Karina Lorentzen peger på endnu en sikkerhedsmekanisme i systemet.

- Der er den sikkerhed, at inden man afgiver fremtidsfuldmagten, så skal de nærmeste pårørende underrettes.

- Og det er oftest dem, som ved meget om personen, og de kan gøre indsigelser mod fuldmagten, siger SF'eren.

Advokaterne ønsker et system, som det kendes fra arvelovgivningen, hvor oprettelse af et testamente sker ved hjælp af en notar eller to vidner.

Trine Bramsen understreger, at systemet gør alt for at gardere sig mod misbrug.

- Når man opretter en fremtidsfuldmagt, får du en kvittering, og myndighederne vil under alle omstændigheder vide, om personen, der laver den, har en eller anden diagnose, når fuldmagten er lavet, siger hun.

/ritzau/