French Open-spiller: Tennis er intet sted for kvinder

Skrevet af admin

31/05/2014

Dagens topnyheder

Roger Federers modstander i søndagens 1/8-finale ved grand slam-turneringen French Open, Ernests Gulbis, har vakt stor opsigt med nogle kontroversielle holdninger til kvinder, der spiller tennis.

Gulbis mener nemlig, at kvinder slet ikke bør satse på en langvarig tenniskarriere, men i stedet koncentrere sig om familien og føde nogle børn.

- En kvinde bør nyde livet en lille smule mere. Kvinder skal tænke på familien, og de bør tænke på børn.

- Kan man tænke på at få børn, når man er 27 år, hvis man spiller professionel tennis? spørger Gulbis ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gulbis er seedet som nummer 18 ved French Open og slog fredag den 35-årige tjekke Radek Stepanek med 6-3, 6-2, 7-5.

Den 25-årige lettiske tennisspiller nåede også at forholde sig til selve kampen mod Federer, der skal afvikles søndag.

- Man er nødt til ikke at være bange for at prøve nogle ting af mod Federer. For de fleste modstandere går på banen og har allerede tabt kampen, inden den er gået i gang.

- Jeg kan fortælle, at det bliver ikke tilfældet med mig, understreger Gulbis.

/ritzau/