Froome: Jagt på bjergtrøje giver taktisk fordel

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

Mange stod og måbede, da Chris Froome (Sky) kastede sig ud i et vildt angreb på nedkørslen på 8. etape af Tour de France, som endte med at give ham etapesejr og gul førertrøje.

Men selv om etapesejren lørdag ikke var et mål i sig selv, så var angrebet nøje planlagt. Froomes interesse i den prikkede bjergtrøje narrede konkurrenterne.

- Jeg vil helt sikkert forsøge at skrabe point sammen til trøjen. Jeg vandt den sidste år, og det var specielt for mig. Det bliver ikke så let i år, men hvis jeg kan blive ved med at samle point, hvor jeg kan, så kan det være, siger Froome.

- Og på etapen, jeg vandt, brugte jeg det lidt som en forklædning, at jeg bare kørte efter pointene over toppen.

Den taktik virkede, da Nairo Quintana (Movistar) og de andre klassementsrivaler for sent opdagede, at Froome fortsatte efter etapesejren.

Den slags overraskelser kan der komme flere af, hvis man skal tro Sky-sportsdirektør Dave Brailsford.

- Vi har tænkt meget på at være mindre forudsigelige. Men hvis jeg fortæller mere, vil det ikke være uforudsigeligt, så det holder vi for os selv, siger han.

Den forsvarende Tour-vinder, Chris Froome, er da også svært tilfreds med situationen i løbet, som den er efter ni etaper.

- Det er et godt sted at være lige nu. Jeg er meget glad for at have den gule trøje både af taktiske grunde og for moralen på holdet, siger Chris Froome.

- Taktisk betyder det, at det er op til de andre hold at gå ud og forsøge at vinde tid tilbage. Og med det hold, jeg har, hvor man kan se, hvor mange der sidder med helt til sidst, betyder det, at de vil kunne hjælpe mig, når afgørelserne falder.

Han mener allerede at have set lidt svagheder hos rivalernes hold.

- De andre klassementsryttere har kun en eller to med sig til sidst, og jeg har fire eller fem. Det er klart til min fordel, konkluderer han.

/ritzau/