Froome: Team Sky kan lære af Tour de France-skuffelse

Skrevet af admin

12/08/2014

Dagens topnyheder

Efter at have vundet Tour de France i både 2012 og 2013 havde Team Sky håbet at kunne lave et hattrick med endnu en sejr til Chris Froome.

Men briten styrtede tidligt i løbet og måtte udgå, og det franske etapeløb endte i en stor skuffelse for holdet.

Det kan gavne holdet på sigt, mener Chris Froome.

- Det var ødelæggende for os som hold efter at have vundet to år i træk, men det kan sandsynligvis være godt for holdet at evaluere og kigge på, hvad man kan forbedre.

- Man kan nemt blive lullet ind i en falsk følelse af sikkerhed, hvis det på et tidspunkt går godt, men der skal altid meget til for at vinde et løb som Tour de France, siger Chris Froome i et interview med Sky Sports.

I Froomes fravær blev Richie Porte ny kaptajn, men da han lignede en podiekandidat, faldt han helt sammen og røg langt tilbage i klassementet.

Derfor har kritikere ment, at vinderen fra 2012, Bradley Wiggins, skulle have været udtaget til holdet. Det afviser Froome.

- Jeg mener, at ledelsen valgte det bedste hold på det tidspunkt. Man kan altid være bagklog og sige, at det kunne have ændret tingene, hvis man havde gjort det anderledes.

Nu ser Froome frem til at køre efter Tour de France-sejren i 2015, og han glæder sig over, at han ikke skal bære presset som forsvarende vinder af løbet. Det skal i stedet Vincenzo Nibali fra Astana.

- Det bliver forfriskende ikke at komme som forsvarende vinder. Jeg ved, hvor stort et pres det er, og det er ikke en nem position at være i. Jeg kan nok gemme mig lidt mere under radaren.

- Jeg behøver ikke ekstra brændstof for at motivere mig, jeg vil altid give alt i Tour de France, siger Froome.

/ritzau/Reuters