Froome til Contador: Håber vi ses i Vueltaen

Skrevet af admin

14/07/2014

Mest læste i dag

Gennem måneder har der været lagt op til en stor tvekamp om Tour de France-sejren mellem den forsvarende vinder, briten Chris Froome (Sky), og spanieren Alberto Contador (Tinkoff-Saxo).

Men først styrtede Froome og udgik på 5. etape, og på mandagens 10. etape overgik samme skæbne Contador.

Dermed er favoritternes sæsonplanlægning faldet til jorden, men sæsonen tæller dog endnu en grand tour, Vueltaen, som nu kan blive aktuel for dem begge.

Således skriver Froome, at han håber at se Contador i det spanske etapeløb.

- Stort tab for Tour de France i dag. God bedring, Alberto Contador, jeg håber at se dig i Vueltaen, skriver Froome på Twitter.

Contador styrtede på en nedkørsel med 95 kilometer til mål på mandagens 10. etape. Sammen med holdkammeraterne indledte han et forsøg på at indhente hovedfeltet, der hurtigt fik et forspring på fire minutter.

Men efter 20 kilometers jagt måtte Contador opgive at fortsætte grundet et skadet højre knæ.

/ritzau/