Fuglsang efter dopingsager: Det er ikke godt for mig

Skrevet af admin

17/10/2014

Mest læste i dag

Det er skadeligt for cykelrytteren Jakob Fuglsang, at hans hold, Astana, for tredje gang inden for kort tid er involveret i en dopingsag.

- Det er ikke godt for mig og for, hvad folk tænker om mig, siger Jakob Fuglsang til DR Sporten.

De to Astana-ryttere Maxim og Valentin Iglinskij er for nylig testet positive for epo, og i denne uge er det kommet frem, at Ilya Davidenok har afleveret en prøve med anabole androgene steroider under Tour de l'Avenir i august.

Det frustrerer holdets danske rytter.

- Jeg har nu engang skrevet kontrakt med dem, og jeg ved, hvad jeg står for - jeg vil ikke have noget med doping at gøre - og så må vi håbe på, at der er styr på det fra nu af, og der ikke kommer flere tilfælde, eller at der ikke er flere på holdet, der forsøger at snyde systemet.

Den internationale cykelunion (UCI) har torsdag bedt unionens licenskommission kigge nærmere på Astanas World Tour-licens.

Ryger Astanas licens, kan Jakob Fuglsang opsige sin kontrakt med det kasakhiske mandskab.

Skulle det blive nødvendigt, er det dog ikke det bedste tidspunkt at skulle finde et nyt hold på, da de fleste hold har ryttersammensætningen på plads inden den kommende sæson.

- Det er sent på året, og de fleste hold er nok mere eller mindre fyldt, siger Fuglsang.

Med til historien om det kasakhiske cykelhold hører, at det bliver ledet af den tidligere dopingdømte toprytter Alexandre Vinokourov.

Ud over Fuglsang kører dette års Tour de France-vinder, italieneren Vincenzo Nibali, også for holdet.

/ritzau/