Fuld spilletid i Polen kan gøre skade på FCM-juvel

admin

463 uger siden

|

25/11/2015

Dagens topnyheder

Midtbaneprofilen Pione Sisto har i efteråret haft problemer med at spille fuld tid for FC Midtjylland.

Den 20-årige kantspiller er for svag i de stabiliserende muskler omkring ryg og mave.

Derfor forventer Sisto ikke, at han skal spille fra start til slut i torsdagens udekamp mod Legia Warszawa i Europa League.

- Jeg bliver behandlet og træner hårdt, så jeg kan blive stærkere og holde til mere i området omkring min core (kropsstammen, red.), siger Pione Sisto.

- Jeg kan godt spille 90 minutter, men det er et spørgsmål, om det er smart. Vi er ikke helt der endnu, og vi skal tage det stille og roligt.

- Måske kan jeg så spille 90 minutter næste gang. Det vil være bedre, så FCM har en frisk spiller, siger Sisto, der blot har fået fuld spilletid i syv af midtjydernes mere end 20 kampe i denne sæson.

Efter en suveræn sæsonstart indledte FCM for en måned siden en stime på fem nederlag i træk. Siden er det blevet til en sejr over Esbjerg og uafgjort mod OB i den hjemlige liga.

Pione Sisto er derfor fuld af fortrøstning, når han ser frem mod torsdagens opgør i Polen.

- Tingene kan vende hurtigt, og det kan hurtigt vende til det positive.

- Jeg tror alligevel, at kampen mod Legia bliver sværere end, da vi slog dem 1-0 på hjemmebane. Jeg tror, at de undervurderede os en smule.

- Nu ved de, hvad vi er i stand til, så jeg tror, at de kommer med en anden mentalitet, siger Sisto.

Selv om uafgjort kan vise sig at være et godt resultat for de danske gæster, så tæller kun sejren for FCM-profilen.

- Legia skal gå efter sejren, og vi kæmper om gruppens andenplads med Brugge, så begge hold vil vinde, siger Pione Sisto.

Napoli har med fire gruppesejre allerede sikret sig adgang til forårets 1/16-finaler på et tidspunkt, hvor der resterer to gruppekampe. Italienerne har 12 point, mens FCM følger efter med seks point.

Club Brugge, der om to uger kommer på besøg i Herning, puster midtjyderne i nakken med fire point. Legia Warszawa har et enkelt point.

/ritzau/