Premier League-klubben Fulham har fredag aften fyret sin hollandske manager, Rene Meulensteen, knap tre måneder efter, at han blev ansat.
Den tidligere Brøndby-træner kom til klubben i starten af december, efter han i flere år havde bestridt jobbet som assistenttræner for Sir Alex Ferguson i Manchester United.
Og London-klubben har allerede afløseren klar. Tyske Felix Magath skal stå i spidsen for Fulham i de næste 18 måneder.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Jeg er meget glad for at kunne byde Felix Magath velkommen til Fulham FC. Felix er en succesfuld træner, der har opnået meget i Bundesligaen, og han er sulten efter at kopiere sin succes i Fulham i Premier League, siger klubbens ejer, Shahid Khan.
- Felix kender til fulde den opgave, der venter ham i Fulham, og han har entydigt gjort det klart, at han vil have og er klar til den opgave.
60-årige Felix Magath har stået i spidsen for et hav af tyske Bundesliga-klubber heriblandt Stuttgart, Bayern München, Werder Bremen og Wolfsburg. Sidstnævnte førte Magath til det tyske mesterskab i 2009.
Fulham, der har lejet den danske landsholdsspiller William Kvist i Stuttgart for resten af sæsonen, ligger sidst i Premier League - og onsdag aften tabte holdet med 2-3 hjemme til Liverpool.
Klubben har fire point op til den livgivende 17.-plads.
/ritzau/