Fyret Laudrup: Har ikke fået en forklaring

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

Michael Laudrup siger i sin første udtalelse siden fyringen i Swansea, at han ikke har fået en forklaring på, hvorfor han skulle smides på porten.

- Jeg er dybt skuffet over at være blevet fyret som manager i Swansea City. I særdeleshed over måden, det skete på og over klubbens måde at agere på ved kun i meget korte meddelelser at underrette mig.

- Meddelelser, som ikke har givet mig nogen forklaring på, hvorfor en så hastig og endelig beslutning blev skønnet nødvendig.

Laudrup søger nu juridisk bistand, og samtidig forklarer danskeren, at han med hjælp fra LMA (League Manager Association) har kontaktet Swansea i forsøget på at få en forklaring på fyringen.

- Og indtil vi modtager respons, er jeg ude af stand til at sige mere om opsigelsen, siger Michael Laudrup.

Den danske manager vælger i stedet at sige tak til klubbens fans.

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Swanseas fans for deres fortsatte støtte og til at sige, at det har været en ære at være manager i denne store fodboldklub, lyder det fra Laudrup.

/ritzau/