Fyret New York Times redaktør viser ingen tegn på had

Skrevet af admin

19/05/2014

Mest læste i dag

Den detroniserede chefredaktør for New York Times, Jill Abramson, siger mandag, at fyringen gør ondt, men hun viser samtidig intet tegn på had, da hun fastholder, at hun vil beholde sin tatovering, der repræsenterer avisen.

- Det var den største ære i mit liv, at jeg blev sat til at lede nyhedsredaktionen på det prestigefyldte amerikanske dagblad, sagde Jill Abramson mandag ved sin første offentlige optræden, siden sidste uges markante omvæltninger.

Abramsons bemærkninger faldt på Wake Forest University i North Carolina, hvor hun besvarede spørgsmål fra studenter, der ville vide, om hun havde planer om at få fjernet den T-tatovering på ryggen. Den symboliserer New York Times.

- Overhovedet ikke, lød hendes besked til de dimitterende studerende, der reagerede med klapsalver.

Abramsons pludselige afskedigelse sidste onsdag udløste en diskussion i medieverdenen, og det førte til spekulationer om, hvorvidt hun var blevet fyret for at have brokket sig over at få mindre i løn end sine mandlige kolleger. En påstand, som selskabet pure afviser.

Den fyrede redaktør kom ikke ind på baggrunden for fyringen.

- Selvfølgelig gør det ondt at miste et arbejde, man elsker, men det arbejde, jeg sætter mest pris på - journalistik, der stiller magtfulde institutioner og folk til ansvar - er det, der gør vores demokrati så modstandsdygtigt, sagde hun og tilføjede:

- Jeg taler til alle, der er blevet afvist, ikke har fået det job, de virkelig ønskede sig, eller har modtaget de grusomme breve med afslag fra universitetet. Jeg tror, at I kender stikket, det giver, når man ikke opnår det, man virkelig ønsker. Når det sker, finder man ud af, hvad man består af.

Hun sagde videre til de studerende, at hun ikke umiddelbart havde nogen jobplaner.

- Hvad der skal ske for mig nu? Jeg aner det ikke. På den måde er jeg i samme båd som mange af jer. Og ligesom jer er jeg også en smule nervøs og spændt, sagde hun

/ritzau/