G20-vært forsøger at holde fokus på økonomien

Skrevet af admin

15/11/2014

Dagens topnyheder

Værten for dette års G20-møde, den australske premierminister Tony Abbott, håber, at hovedtemaerne på det to dage lange møde vil være reformer, som kan øge den globale vækst og skabe flere job.

- Jeg vil selvfølgelig gerne have, at diskussionerne fokuserer på økonomiske reformpolitikker, sagde Abbott, da han åbnede mødet i Brisbane.

Abbott tilføjede dog, at deltagerne kan bringe ethvert emne, de måtte ønske, til debat.

USA og EU presser ifølge flere internationale medier på for, at topmødet også skal bruges til at drøfte en forstærket indsats mod klimaforandringer. Krisen i Ukraine og bekymring for spredning af ebola er andre temaer, som også vil kunne overskygge den officielle dagsorden.

Men spørgsmålet vil være, hvor mange resultater de politiske ledere kan opnå, når der er så meget at diskutere på bare to dage, skriver BBC's korrespondent i Brisbane.

Succeskriteriet for de australske værter er, at der bliver skabt enighed om tiltag, som kan fyre op under den globale økonomi.

Målet er at øge den globale økonomiske vækst med yderligere to procentpoint i løbet af de næste fem år. Og de planer er fortsat på sporet, siger Australiens finansminister, Joe Hockey få timer efter den officielle åbning.

G20-gruppens finansministre er blevet enige om en række forslag, som kan opfylde målet. Det er nu op til regeringslederne at tage stilling til udkastet.

- Målsætningen svarer til omkring 2000 milliarder dollar i yderligere global økonomisk aktivitet og millioner af nye arbejdspladser, siger Hockey lørdag middag lokal tid.

G20-landene repræsenterer to tredjedele af verdens befolkning, 85 procent af den globale økonomi og over 75 procent af verdenshandlen.

/ritzau/Reuters