Gareth Bale ser udebanemål som nøgle til sejr over City

Skrevet af admin

25/04/2016

Dagens topnyheder

Når Real Madrid tirsdag aften spiller ude mod Manchester City i den første kamp i Champions League-semifinalerne, kan det blive afgørende, om den spanske storklub formår at score et udebanemål.

Det mener waliseren Gareth Bale, der de seneste tre år har spillet for Real Madrid.

- Det vigtigste er at få scoret et udebanemål. Det er også vigtigt ikke at indkassere mål, siger Gareth Bale til Real Madrids hjemmeside.

Hvis spanierne kommer fra Etihad Stadium i Manchester med et godt resultat, vil meget være vundet før returkampen i Madrid, vurderer offensivspilleren.

- På Santiago Bernabeu er vi meget stærke, og vi kommer naturligvis til mange chancer, siger Gareth Bale.

- Det er vigtigt psykologisk, at vi spiller returkampen på hjemmebane. Hvis vi får et godt resultat på Etihad Stadium, vil vores fans på Bernabeu altid hjælpe os.

- En sejr er altid et godt resultat. Så længe vi ikke taber på deres bane, vil vi have stor selvtillid på Bernabeu, siger den tidligere Tottenham- og Southampton-spiller.

Real Madrid har fået de fleste spillere klar til tirsdagens kamp, inklusive Cristiano Ronaldo, der lørdag stod over med en lille skade i 3-2-sejren ude over Rayo Vallecano i Primera Division.

Til gengæld er det mere tvivlsomt, om Karim Benzema bliver klar. Han udgik med en skade i kampen mod Rayo Vallecano.

I City-lejren ser det mindre lovende ud for en af holdets store profiler. Midtbanemanden Yaya Touré døjer med en skade, og ifølge manager Manuel Pellegrini tyder det ikke på, at ivorianeren bliver klar til kampen.

- Jeg tror, at Yaya er ude. Han er ikke kommet sig over sin muskelskade, siger Pellegrini ifølge Reuters.

/ritzau/