Genmab imponerer: Har store forventninger til kræftmiddel

Skrevet af admin

17/02/2016

Mest læste i dag

Biotekselskabet Genmab kom ud af 2015 med en bundlinje efter skat, der var markant bedre end året før.

Nettooverskuddet landede på 763,5 millioner kroner mod 301,3 millioner kroner året før, fremgår det af regnskabet for 2015, der blev fremlagt kort efter børslukketid onsdag.

Det dansk-amerikanske selskabs nye kræftmiddel Darzalex ventes at stå for størstedelen af biotekselskabets indtægter i 2016.

Og det er nogle særdeles stærke salgsforventninger Genmab spiller ud med i årsregnskabet for 2015, hvilket bør falde i god jord hos bankerne.

Det mener senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Han hæfter sig ved, at Genmabs partner Janssen Biotech, siden den amerikanske markedsføringstilladelse kom i hus i midten af november, har formået at sælge Darzalex for hele 19,7 millioner dollar i fjerde kvartal.

- Det er nogle særdeles stærke signaler omkring Darzalex. Det overgår klart mine estimater for salget i 2016, og jeg tror faktisk også, at de overgår selv de mest optimistiske af mine kollegers estimater, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Dermed mere end indfrir Genmab forhåbningerne til den absolut mest imødesete del af regnskabet, hvilket ifølge Sydbank-analytikeren vil sikre, at aktien klarer sig bedre end det generelle aktiemarked torsdag morgen.

Af årsregnskabet for 2015 fremgår det, at Genmab venter royalties fra salget af Darzalex på 200-250 millioner kroner i 2016.

Genmabs partner forventer, at det samlede salg af Darzalex løber op i 250-300 millioner dollar, hvilket nærmer sig to milliarder kroner.

Ved børslukning endte aktien med at stige 3,2 procent til kurs 717 kroner.

/ritzau/