Germanwings kender fortsat ikke årsagen til flystyrt

admin

|

24/03/2015

Dagens topnyheder

Det er endnu ikke opklaret, hvorfor Germanwings-flyet fra Barcelona til Düsseldorf styrtede ned i de franske alper tirsdag formiddag.

Det var beskeden fra flyselskabet, der tirsdag eftermiddag klokken 15 holdt pressekonference for at informere om, hvad man egentlig ved om den forulykkede Airbus A320 og dets færden i minutterne op til styrtet.

Men Germanwings arbejder på at blive klogere, oplyste direktør Thomas Winkelmann over for pressen.

- Et team fra Lufthansa, Airbus og Germanwings er på vej til nedstyrtningsstedet for at hjælpe til med hurtigst muligt at finde ud af, hvorfor vores Airbus er styrtet ned, sagde han.

Winkelmann understregede desuden, at de pårørende til de 144 passagerer og seks ombordværende besætningsmedlemmer har høj prioritet.

- Dette er en tragisk og meget trist dag for Germanwings og den samlede Lufthansa-familie.

- Jeg må desværre meddele, at et af vores fly i dag er forulykket i Frankrig.

- Vores tanker er hos ofrene og deres pårørende, og vi vil selvfølgelig gøre alt for at opklare årsagen til uheldet så hurtigt, det lader sig gøre, sagde han.

På pressemødet blev en lang række af de detaljer, som allerede har været videre bragt af diverse medier bekræftet.

Som noget nyt fortalte Thomas Winkelmann dog, at flyet klokken 10.45 nåede sin flyvehøjde på 38.000 fod og bare et minut senere begyndte at dykke.

Otte minutter varede nedstigningen, og klokken 10.53 forsvandt kontakten til flyet, hvorefter det forulykkede.

/ritzau/