Giftigt legetøj: Brio-tog dumper test for 3. gang

Skrevet af Sol Stoffregen

01/12/2013

Dagens topnyheder

Den svenske legetøjsgigant Brio, der er kendte for klassisk trælegetøj, er igen havnet i problemer, efter en ny test har vist, at deres togbane indeholder farlig kemi.

Det skriver Forbrugerrådet i forbrugermagasinet Tænk.

For tredje gang på få år dumper Brio en test af kemi i deres trælegetøj. Ligesom de andre gange er den gal med deres populære togbane, "Brios My first Railway", der er noget nær allemandseje for små knægte.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Togbanen indeholder sundhedsskadelige stoffer. Det viser en test foretaget af Stiftung Warentest, som er Forbrugerrådets tyske samarbejdspartner.
   
Allerede i 2010 og 2011 fandt Forbrugerrådet, at Brios legetøj ikke levede op til standarderne. Kritikken gik på, at togsæt fra Brio indeholder nikkel, PAH'ere (tjærestoffer) og organiske tinforbindelser. Disse stoffer findes i lakken på legetøjet.

LÆS OGSÅ: Sikre autostole indeholder giftige stoffer

Dengang lovede kvalitetschef i Brio, Göran Kulber, at legetøjsgiganten ville finde på bedre alternativer end den farlige lak.

"My first Railway" er faldet i testen, fordi der blandt andet er fundet PAH'en Naphtalen, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende, ifølge Stiftung Warentest. Organiske tinforbindelser, som kan være hormonforstyrrende og påvirke immunforsvaret, i lakken bærer også en del af ansvaret for, at toget dumper.

Forbrugerrådet har ikke kunnet få en kommentar fra Brio.