Glatte veje spolerer bjergetape i Paris-Nice

Skrevet af admin

09/03/2016

Mest læste i dag

Frost, snevejr og glatte veje fik onsdag store konsekvenser for det franske etapeløb Paris-Nice.

Arrangørerne valgte således at afbryde 3. etape, da man vurderede, at forholdene var for farlige for rytterne.

I første omgang blev løbet indstillet med 75 kilometer tilbage af etapen på et tidspunkt, hvor fem ryttere - Aleksej Lutsenko (Astana), Laurent Didier (Trek), Alexis Gougeard (AG2R), Jesús Herrada (Movistar) og Thomas De Gendt (Lotto-Soudal) - havde slået et stort hul til hovedfeltet.

Den første melding lød på, at arrangørerne ville starte løbet igen med 42,5 kilometer til målstregen i Mont Brouilly.

Snefald på den sidste del af ruten betød dog, at den plan hurtigt blev droppet.

3. etape bliver dermed sløjfet fra Paris-Nice, hvilket betyder, at der ikke er nogen ændringer i klassementet.

I den samlede stilling indtager australske Michael Matthews (Orica-Greenedge) førstepladsen med et forspring på 14 sekunder til Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) fra Holland.

/ritzau/