Glødende islamist får ribbet op i sin fortid i terrorsag

Skrevet af admin

04/12/2014

Mest læste i dag

På grund af ihærdig propaganda for terrorisme bør en dansk-marokkaner miste sit danske statsborgerskab. Desuden bør han udvises for altid.

Sådan lyder kravet fra anklagemyndigheden torsdag i Retten på Frederiksberg.

Derfor gennemgår senioranklager Jakob Buch-Jepsen nøje Sam Mansours fortid. Også domme, som er mere end 10 år gamle, læses op.

For eksempel spiller det ifølge senioranklageren en rolle for bedømmelsen af Mansours tilhørsforhold til Danmark, at han har begået et overgreb mod en 12-årig pige.

Pigen blev udsat for blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang. Den glødende islamist greb fat i pigen på en legeplads og fik hende med hjem.

Her fastholdt han barnet, kyssede hende på munden og befølte hendes ene bryst. Straffen blev af Østre Landsret i 2002 takseret til tre måneders ubetinget fængsel.

Langt vigtigere for afgørelsen om Mansours danske statsborgerskab er dog dommen fra 2007, hvor Mansour blev idømt fængsel i tre år og seks måneder for støtte til terror.

I sin opremsning tager senioranklageren alt med. En håndfuld sager om butikstyveri og en trussel mod en kvinde nævner han også.

Sam Mansour stammer fra Casablanca i Marokko. Han har boet i Danmark siden 1984, da han havde mødt en dansk kvinde.

Blandt andet har han arbejdet på et plejehjem, på en lakridsfabrik og på Kofoeds Skole.

Siden 1992 har den 54-årige ikke haft fast arbejde, fremgår det af en personundersøgelse, som senioranklageren læser op.

/ritzau/