GN Store Nord anker erstatningssag i Tyskland

Skrevet af admin

02/05/2014

Dagens topnyheder

GN Store Nord giver ikke op i sagen om det mislykkede salg af høreapparatselskabet GN Resound til Sonova i Schweiz for 15,5 milliarder kroner. Det oplyser høreapparatskoncernen i sit kvartalsregnskab, der blev offentliggjort fredag.

Sagen drejer sig om en aftale, som GN Store Nord tilbage i 2006 indgik med schweizerne om salget af datterselskabet. Men for at salget kunne blive en realitet, krævede det godkendelser fra en række tyske konkurrencemyndigheder.

Og i april 2007 besluttede de tyske myndigheder at forbyde transaktionen. Salget faldt til jorden, og hos GN Store Nord betød det, at både selskabet og dets aktionærer led betydelige tab.

GN Store Nord har siden kæmpet for at få tilkendt erstatning i sagen, der har været forbi flere instanser i det tyske retssystem.

I april 2010 underkendte den tyske højesteret, Bundesgerichtshof, nemlig de tidligere afgørelser om at forbyde salget af GN Resound. Og de gav GN Store Nord ret i, at salget ikke var noget problem.

Derfor valgte man fra GN Store Nord at rejse et krav mod Bundeskartellamt på 8,2 milliarder kroner som kompensation for de tab, koncern og aktionærer havde lidt.

Men senest i marts i år afviste appelretten i Düsseldorf, at den danske koncern kunne kræve erstatning af den tyske myndighed Bundeskartellamt.

Efter at have tygget dommen igennem, vælger GN Store Nord nu at gå videre med sagen.

- Efter at have evalueret afgørelsen fra appelretten i Düsseldorf, er GN og dets rådgivere nået frem til, at man er uenig i afgørelsen, skriver GN i regnskabet.

- Som konsekvens af dette har GN 2. maj 2014 besluttet at anke beslutning til den tyske højesteret, står der videre.

/ritzau/