God stil: Kurt og Gurli søger fattig familie til gratis sommerferie

Skrevet af Ronja Ryde

23/06/2014

Mest læste i dag

Ægteparret Gurli og Kurt Mathiasen bor på en gård lidt uden for den vestjyske by Lemvig. Uden for deres gård ligger en lille hyggelig hytte. I weekenden, da de to vestjyder gik forbi hytten, fik de en spontan idé.

- Vi tænkte, vi har pladsen, vi har dyrene, så hvorfor ikke spørge nogen, om der er nogen, der vil holde deres ferie her, siger Gurli Mathiasen til Dagens.dk.

Derfor lavede Kurt og Gurli et opslag på Facebook, hvor de søger en enlig mor eller far, som synes, det er svært at tilbyde sine børn noget i sommerferien.

Se her, hvad de skriver i opslaget, der i skrivende stund er blevet delt næsten 18.000 gange:

"Er de økonomiske muligheder meget små, vil vi gerne tilbyde en uges ferie med små ferieoplevelser.

Ferien vil foregå på en lille gård i det Vestjyske ikke langt fra Vesterhavet.
I vil få tilbudt en lille hytte som i kan bo i, tæt ved bade og toiletforhold.
Vi har lidt dyr, bla. et par heste, to hunde, to katte, høns og en kælegris.
Der er mulighed for, at børnene kan lave flere aktiviteter, vi har bålplads, hoppepude m.m.

LÆS OGSÅ: Næstekærlighed: Du vil ikke tro, hvad denne kvinde gør for en trængt børnefamilie

Er DU enlig mor eller far med et par små børn og syntes ovenstående kan hjælpe dig med at give dine børn en oplevelse i ferien. Send en mail med lille beskrivelse af dig selv og dine børn og giv en begrundelse for hvorfor du gerne vil tage imod dette tilbud. Kommer du langt væk fra, må vi finde en løsning på, at du/i kan komme til Vestjylland.
Vi glæder os til at give dig og dine børn en lille ferieoplevelse.

Hilsen Kurt og Gurli"

Allerede halvandet døgn efter, at Kurt, Gurli og en række familiemedlemmer delte opslaget på Facebook, har ægteparret fået langt over 100 henvendelser fra familier, der rigtig godt kunne tænke sig en ferie i hytten ved Lemvig. Ingen af dem havde regnet med, at deres tilbud ville stikke sådan af på de sociale medier.

- Nu står vi jo pludselig og skal vælge en familie ud blandt mange. Det bliver virkelig svært. Jeg ved ikke helt endnu, hvad der kommer til at afgøre det, siger Gurli Mathiasen, som har brugt hele søndagen på at læse mails fra de mange familier.

- Der er både folk fra Ballerup, Næstved, Nordjylland og Sønderjylland - hele Danmark er stort set repræsenteret i de her henvendelser, fortæller Gurli Mathiasen.

Ægteparret overvejer derfor nu om de skal vælge to familier ud og udvide tilbuddet til to ugers kost og logi.