Grækenland får sidste portion af krisehjælpen

Skrevet af admin

13/08/2014

Dagens topnyheder

Grækenland har onsdag fået overført den sidste portion af de mange milliarder euro, som EU og Den Internationale Valutafond (IMF) har brugt på at holde det kriseramte sydeuropæiske land væk fra bankerotten.

Det er en milliard euro - 7,5 milliarder kroner - der er sendt til Grækenland, efter at regeringen i Athen har gennemført de tiltag, der blev opnået enighed om med långiverne i april.

Det meddeler den europæiske midlertidige redningsfond EFSF.

Fonden siger videre, at skulle grækerne komme i yderligere bekneb, så er der stadig 1,8 milliarder euro til rådighed.

Grækenland har været afhængig af international hjælp, siden landet var lige ved at gå neden om og hjem på grund af en kæmpe gæld i 2010.

Siden er Grækenland blev holdt økonomisk flydende af to store hjælpepakker på tilsammen 240 milliarder euro. Kravet til Grækenland har været gennemgribende reformer, der har gjort ondt på grækerne.

Der har været store offentlige nedskæringer, højere skatter og privatiseringer.

Grækenlands kreditorer, IMF, Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen, træder sammen i september for at foretage en gennemgribende vurdering af de reformer, der er gennemført i Grækenland.

/ritzau/dpa