Grænsehandlen bliver dyrere: Der kommer pant på dåserne

Skrevet af admin

20/05/2015

Dagens topnyheder

Danskere forbrugere vil fremover være tvunget til at betale pant for de dåseøl og dåsesodavand, de køber i Tyskland.

Det står klart, efter at regeringen, SF og Enhedslisten onsdag blev enige om at stemme for en pantaftale, som miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har forhandlet med den tyske delstat Slesvig-Holsten.

Hvad indholdet i aftalen er, står til gengæld ikke helt klart. Miljøministeriet har ikke ville fremlægge detaljerne i aftalen.

Det er dog givet, at det fremover bliver dyrere at købe dåseøl i Tyskland. Man kan nemlig ikke få hele beløbet tilbage, når man afleverer dåserne i Danmark:

- Der er en momsforskel, fordi vi i Danmark ikke kan opkræve moms i Tyskland. Det præcise beløb er 19 øre, siger skatteminister Benny Engelbrecht (S).

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) kalder aftalen en "miljøaftale".

- Det her er en gevinst for danskerne, for miljøet og for arbejdspladser i Danmark, siger hun.

- Det betyder, at man ikke kan købe dåser i Tyskland uden at betale pant, og at man samtidig vil kunne aflevere dåserne tæt på, hvor man bor, siger ministeren til den fremmødte presse i ministeriet.

Hun kalder importen af pantfri dåser fra Tyskland "et meget stort miljøproblem, fordi tusindvis af dåser ligger og flyder i den danske natur".

Men aftalen vil gøre det dyrere for danskere at købe øl i Tyskland.

Både Venstre og De Konservative kritiserer aftalen skarpt, fordi det bliver dyrere at være dansk forbruger.

Men med Enhedslistens og SF's stemmer har regeringen sikret sig sit flertal, og dermed er det ifølge miljøministeren nu en formsag at få aftalen beseglet med tyskerne.

Aftalen vil dog ikke kunne indføres pant på dåserne i morgen. Regeringen regner med, at den nødvendige udbygning af det dansk retursystem vil kunne være på plads i 2018.

/ritzau/