Grænsevagter: Skud affyret mod ukrainsk fly ved Krim

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Ukrainske grænsevagter siger, at der er blevet affyret skud mod et af deres overvågningsfly, som var på patrulje i nærheden af Krim-halvøen. Ingen er såret under episoden, skriver Reuters.

Tre ubevæbnede personer var om bord på flyet, der var på en overvågningsmission omkring en kilometer fra den administrative grænse til Krim, siger en talsmand for de ukrainske grænsevagter.

Tidligere lørdag blev der affyret varselsskud, da observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) for tredje dag i træk blev afvist ved grænsen til Krim-halvøen.

En kilde beskriver overfor nyhedsbureauet AFP, hvordan flere skud blev affyret op i luften, da en konvoj med observatørernes busser nærmede sig en kontrolpost bemandet med prorussiske styrker.

Der er 54 deltagere på missionen fra 29 forskellige lande. Danmark deltager med to officerer.

Missionen, der menes at vare indtil 12. marts, har til formål at skabe et overblik over, hvad der foregår i det konfliktfyldte område. Ifølge ukrainske grænsevagter befinder der sig nu 30.000 russiske soldater på halvøen.

Rusland fastholder, at der kun er russiske soldater på basen i havnebyen Sevastopol, der siden Sovjetunionens opløsning i 1991 efter aftale med Ukraine har været hjemsted for den russiske sortehavsflåde.

Krims parlament stemte torsdag for en løsrivelse fra Ukraine for i stedet at slutte sig til Rusland. Parlamentet besluttede, at spørgsmålet lægges ud til folkeafstemning 16. marts

/ritzau/Reuters