Græsk minister: Vi beholder kapitalkontrol lidt endnu

admin

|

11/07/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Grækerne har udsigt til fortsat kun at kunne hæve et begrænset beløb i hæveautomaterne i noget tid endnu.

Den kapitalkontrol, den græske regering har indført over for bankerne, vil være i kraft i mindst to måneder mere.

Det siger landets økonomiminister, George Stathakis.

Han tilføjer, at de græske banker muligvis vil genåbne allerede i næste uge, hvis en aftale falder på plads med kreditorerne i løbet af weekenden.

Men der vil fortsat være begrænsninger på, hvor mange penge grækerne kan hæve i bankerne, og hvor mange penge, der kan tages ud af landet.

- Det vil være i kraft i to måneder eller nogle måneder, siger Stathakis til den græske tv-station Mega TV.

Udtalelsen kommer samtidig med, at finansministrene i eurozonen lørdag mødes for at drøfte det nyeste reformudspil fra Grækenland.

De græske banker har været lukket siden 29. juni, da kapitalkontrollen blev indført og der blev fastsat en grænse på 60 euro for, hvor mange penge grækerne kan hæve dagligt i bankautomaterne.

/ritzau/Reuters