Græske gældsforhandlinger slut uden aftale

Skrevet af admin

18/06/2015

Mest læste i dag

Eurogruppen har torsdag aften afsluttet forhandlingerne om den græske gæld efter bare en time.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis, skrev kort efter sammenbruddet på Twitter, at de 19 eurolandes finansministre ikke har haft held med at finde en løsning på den græske gældskrise på mødet i Luxembourg.

- Ingen aftale i eurogruppen. Stærkt signal til Grækenland om at engagere sig seriøst i forhandlingerne. Eurogruppen er klar til at mødes igen når som helst, skriver Dombrovskis.

Der bliver ikke lagt fingre imellem på et efterfølgende pressemøde, hvor chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, blandt andet siger, at der er brug for igen at få gang i dialogen med den græske regering.

- Men vi kan kun have en dialog, hvis der er voksne mennesker i lokalet, siger Lagarde.

Lagarde siger også, at man stadig venter på troværdige forslag fra den græske regering.

- Det kan ikke bare handle om røg og magi, siger Lagarde og gør opmærksom på, at IMF ikke kun er til for Grækenland, men at organisationen repræsenterer 188 lande.

Chefen for eurogruppen, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, beklager, at der stadig ikke er en aftale.

- Som det ser ud i dag, er det stadig muligt at enes om en aftale og forlænge hjælpeprogrammet inden månedens udgang. Hvor vi står, er der blevet præsenteret for lidt, til at vi kan indgå en troværdig aftale.

Kort inden mødets afslutning sagde en græsk regeringstalsmand, at finansminister Yannis Varoufakis havde præsenteret de øvrige eurolandes finansministre for en række nye idéer.

- Han er et kildevæld af idéer, sagde talsmanden.

Han gjorde det samtidig klart, at Grækenland ikke vil acceptere, hvis de internationale kreditorer ikke anerkender, at Grækenland står midt i en humanitær krise, hvor 7000 har begået selvmord, 250.000 virksomheder er lukket og unge grækere udvandrer i søgen efter job.

- Man må kunne sige til det græske folk, at deres martyrium slutter. At den finansielle vandtortur stopper, sagde talsmanden.

/ritzau/