Granater fra Gaza rammer nær Sharons begravelse

admin

|

13/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Militante fra Gaza har affyret to granater, der slog ned nær den gård, hvor den tidligere israelske premierminister Ariel Sharon tidligere mandag blev stedt til hvile, siger en talsmand fra det israelske militær.

- To granater landede i et åbent område i Shaar HaNegev-regionen, siger talsmanden til AFP med reference til området omkring den nordlige grænse til Gaza.

Han undlader imidlertid at udpege et nøjagtigt sted for granatnedslagene.

Flere medier oplyser ifølge AFP, at granaterne landede nær byen Sderot, som ligger få kilometer fra Sharons gård.

Israel havde advaret lederne i det palæstinensiske område om ikke at tillade, at der blev affyret raketter under ceremonien, men et sådant ønske ser altså ikke ud til at være blevet efterkommet.

Sharon døde lørdag af hjertesvigt efter otte år i koma som følge af et slagtilfælde.

/ritzau/AFP