Green ærgrer sig over få redninger mod Østrig

Skrevet af admin

15/01/2014

Dagens topnyheder

Håndboldmålmanden Jannick Green kom for alvor med i EM-turneringen, da han vogtede målet i hele anden halvleg af sejren på 33-29 over Østrig.

Bjerringbro-Silkeborg-målmanden måtte 17 gange hente bolden ud af egne netmasker på de 30 minutter, og han var derfor ikke helt tilfreds med sin indsats.

- Jeg fik rørt nogle bolde, men desværre fik jeg også slået nogle af dem ind. Så det var lidt op og ned, siger Jannick Green.

Målmanden, som i næste sæson skal spille for en endnu ikke offentliggjort klub i Bundesligaen, blev noteret for en redningsprocent på 22 efter en anden halvleg, hvor den danske defensiv ikke fungerede optimalt.

- Nu fik jeg lov til at mærke turneringen lidt, og så håber jeg bare, at det går fremad, siger Jannick Green.

Han var kun i aktion på et enkelt straffekast i 29-21-sejren over Makedonien, hvor førstevalget, Niklas Landin, stod meget flot.

Jannick Green føler sig uanset hvad klar til at udfylde en rolle på landsholdet på den videre færd ved EM.

- Ja, selvfølgelig gør jeg det. Det var lidt op og ned i dag, men det ændrer ikke på, at jeg stadig kan stå på mål.

- Når man står derinde, vil man gerne tage alle bolde, så det fylder meget, når man ikke gør det. Men jeg er glad for de redninger, jeg fik, og så er jeg ærgerlig over, at jeg ikke lige fik fem redninger mere, siger den danske målmand.

/ritzau/