Greenpeace: Godt at skifergas-sager lander hos minister

Skrevet af admin

28/09/2014

Dagens topnyheder

Det er positivt, at miljøminister Kirsten Brosbøl (S) nu kommer Frederikshavn Kommune til undsætning i spørgsmålet om efterforskning efter skifergas.

Sådan lyder det fra miljøorganisationen Greenpeace.

- Det er et for kompliceret spørgsmål for en kommune, at tage stilling til. De har ikke ekspertisen. Derfor er det godt, at det nu er Miljøministeriet, som skal tage tage sig af det, siger organisationens klima- og energiekspert, Tarjei Haaland, til Ritzau.

I den verserende skifergassag i Nordjylland har Frederikshavn Kommune været ansvarlig miljømyndighed for den indledende prøveboring.

Kommunen ville hidtil også have haft ansvaret for at give tilladelse til den omdiskuterede metode frakturering i undergrunden under markerne ved landsbyen Dybvad.

Men fremover bliver det Miljøministeriet og miljøminister Kirsten Brosbøl (S), der skal stå for en eventuel tilladelse.

Dog påpeger Tarjei Haaland, at kommunen stadig skal have mulighed for at sige nej til en efterforskningsfracking, hvis kommunen ikke er enig med ministeriets beslutning.

- Det foregår jo i kommunen, og hvis den ikke mener, at det er acceptabelt, at der bliver boret, så skal de kunne sige fra. Det er godt, at det er ministeriet, der vurderer det, men hvis kommunen er uenig, skal den have en form for vetoret, siger han.

Det var den tidligere VK-regering, som i 2010 gav det franske olieselskab Total og statens egen Nordsøfonden tilladelser til at efterforske og indvinde skifergas i 40 danske kommuner. Total ønsker at starte sin første prøveboring ved Dybvad inden for få måneder.

/ritzau/