Gremio smidt ud af pokalturnering efter racisme

Skrevet af admin

04/09/2014

Dagens topnyheder

En brasiliansk idrætsdomstol har smidt fodboldklubben Gremio ud af landets pokalturnering, efter at klubbens fans udsatte en modstander for racisme.

En mindre gruppe af Gremios fans råbte ukvemsord og imiterede abelyde rettet mod Santos-keeper Aranha i sidste uges ottendedelsfinale, som Gremio for øvrigt tabte 0-2.

Returopgøret skulle have været spillet i Santos onsdag, men kampen blev udsat, indtil en domstol havde vurderet sagen.

Voldgiftsretten kom frem til, at Gremio skal smides ud af pokalturneringen. Klubben har også fået en bøde på 20.000 dollar (113.000 kroner).

Det er ventet, at Gremio anker straffen. En kvindelig Gremio-supporter har desuden mistet sit job, efter at vedkommende blev fanget af et kamera, hvor hun angiveligt råbte ordet "abe" efter Aranha.

Gremio fordømmer opførslen og har udelukket flere af sine egne fans. Fodboldklubben har endnu ikke kommenteret dommen, men sparkede i sidste uge gang i en antiracisme-kampagne.

Det er anden gang i år, at Gremio er involveret i en sag om racisme. Tidligere i år modtog klubben en bøde på 35.000 dollar, svarende til næsten 200.000 kroner.

Pokalkampens dommer, Wilton Pereira Sampaio, som efterfølgende indikerede, at han ikke havde hørt tilskuernes råben, er blevet suspenderet i 90 dage. Dommerassistenterne er suspenderet i 60 dage.

/ritzau/