Forside Nyheder Grønlændere kan for første gang få frisk gran til jul

Grønlændere kan for første gang få frisk gran til jul

Billede

For de fleste juleglade mennesker er pyntegran og juletræer en vigtig del af hyggen i december. I Grønland har man dog indtil nu været nødsaget til at pynte stuerne med juletræer og gran, som har været flere måneder gammelt.

Men i år kan grønlænderne glæde sig over, at de kan bruge frisk gran, som ikke er blevet fragtet langvejs fra i lastrummet på et køleskib, i juledekorationerne.

Brugsen i byen Qaqortoq sælger nemlig som den første grønlandske forretning gran, der er produceret i Grønland, skriver Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Grangrenene kommer fra Det Grønlandske Arboret, som en gruppe forskere fra både Københavns Universitet og fra Grønland startede i 1970'erne for at finde ud af, hvilke træarter der kan overleve i den barske natur i Grønland.

Et arboret er en samling af træer og buske, som bruges til forskning. Forskerne har plantet omkring 100 forskellige arter, og i dag er der cirka 50 overlevende arter tilbage.

/ritzau/

Ads by MGDK