Grønlandsk valgvinder: Vi arbejder for bred koalition

Skrevet af admin

29/11/2014

Mest læste i dag

Siumut får som vinder af det grønlandske valg førsteretten til at forhandle en regering på plads, og partiet vil arbejde for, at der bliver tale om en bred koalition.

Det siger partiformand Kim Kielsen, efter at det står klart, at Siumut trods en tilbagegang på 8,6 procentpoint har vundet valget med et forspring på 326 stemmer til Inuit Ataqatigiit (IA).

Hans parti har efter valget 11 mandater i det nye landsting, og Kim Kielsen skal derfor ud og finde mindst fem yderligere mandater for at have et flertal bag sig.

- Der er jo alle muligheder, de er alle åbne. Vi har hele tiden sagt, at vi skal have et bredt forlig. Og det er det, vi vil gå efter. Det er befolkningen, vi skal tænke på her og nu, siger Siumuts formand Kim Kielsen til radiostationen KNR.

Han vil endnu ikke sige, hvilke partier han helst ser som regeringspartner, men holder alle muligheder åbne.

- Det ved jeg ikke, det kan jeg jo ikke gå ind og sige på forhånd. Men jeg håber, vi giver os god tid, siger han til KNR.

Dermed lægger han sig på linje med Inuit Ataqatigiit-formanden, Sara Olsvig, der også holder muligheden for et bredt samarbejde åben. Over for KNR gør hun dog opmærksom på, at hun er den, der har fået flest personlige stemmer ved valget:

- Det forpligter selvfølgelig det parti, der har fået flest stemmer, til at tage os med ind til nogle seriøse forhandlinger.

IA har ligesom Siumut 11 mandater at gøre godt med, men hvis ikke de to største partier går sammen, skal Siumut indgå et samarbejde med to andre partier.

Af de mindre partier har Demokraterne fire mandater, Partii Naleraq har tre, mens Atassut står som det mindste parti med to mandater.

Det er endnu uvist, hvornår Siumut vil indlede forhandlingerne med de øvrige partier.

Men Jenseeraq Poulsen fra Siumut oplyser, at partiet lørdag eftermiddag hovedbestyrelsesmøde, hvor medlemmerne skal blive enige om et oplæg, der skal danne grundlag for regeringsforhandlingerne med de øvrige partier.

Mødet begynder på et tidspunkt efter klokken 17 dansk tid.

/ritzau/