Grum brøler af Chelsea-keeper i smal sejr over Hull

admin

|

22/03/2015

Dagens topnyheder

Chelsea fik en drømmestart og var foran 2-0 efter blot ni minutter på udebane mod Hull i Premier League. Alligevel var Chelsea ved at smide sejren væk, men London-klubben endte med at vinde 3-2.

Den indskiftede Chelsea-angriber Loic Remy blev matchvinder med kampens sidste mål i det 77. minut efter et oplæg fra Willian. Remy var kommet på banen bare to minutter tidligere i stedet for Diego Costa.

Med sejren halede Manchester City ikke yderligere ind på Chelsea, som nu fører Premier League med 67 point efter 29 kampe. City har 61 point efter 30 kampe.

Thibaut Courtois var nær blevet kampens store skurk, fordi Chelsea-målmanden begik en kæmpe brøler ved Hulls udligning til 2-2 efter 28 minutter.

Den belgiske landsholdskeeper modtog bolden fra sin holdkammerat Branislav Ivanovic, men i stedet for bare at skyde den langt op ad banen tog han et dumdristigt træk.

Trækket blev for langt, og Hull-angriberen Abel Hernandez var lynhurtigt henne og kunne trille bolden i det tomme net, og så stod det pludselig 2-2.

To minutter forinden havde Hull reduceret til 1-2 ved Ahmed Elmohamady, så Chelsea var i den periode lettere rystet.

Senere i kampen lavede Thibaut Courtois en dobbeltredning, og det var med til at flytte fokus en smule fra bommerten i første halvleg.

Eden Hazard havde åbnet målfesten med 1-0-scoringen efter to minutter, inden Diego Costa syv minutter senere havde gjort det til 2-0 for Chelsea.

/ritzau/