To grupper kom fredag eftermiddag i slagsmål på Dronning Louises Bro i København. Det oplyser vagtchef Mads Firlings, Københavns Politi.
Omkring 15 personer deltog i urolighederne, som brød ud ved 17-tiden fredag eftermiddag.
- Folk er løbet fra stedet, og vi kører rundt og ser, om vi kan finde nogle af dem, der var med. Men der er tilsyneladende ingen, der har lyst til at tale med politiet, sagde Mads Firlings kort efter episoden.
Der har efter alt at dømme ikke været våben involveret i slagsmålet, og der er ikke tegn på, at nogen er kommet til skade.
Politiet har ingen oplysninger om, hvad årsagen var til, at de to grupper røg i totterne på hinanden.
Politiet var i timerne efter slagsmålet talstærkt til stede på Nørrebro og i området omkring Sølvgade i Indre By.
Men deltagerne i slagsmålet var forduftet, og ingen er anholdt efter urolighederne.
/ritzau/