Guardiola henter tysk landsholdsspiller til City

Skrevet af admin

02/08/2016

Dagens topnyheder

Premier League-klubben Manchester City og manager Josep Guardiola fortsætter oprustningen frem mod den kommende sæson.

Manchester City bekræfter, at man har købt den tyske landsholdsspiller Leroy Sane, der regnes som en fremtidig stjerne. Han skifter fra Schalke 04 i Bundesligaen.

20-årige Leroy Sane har skrevet under på en femårig kontrakt med Manchester City.

Den lynhurtige offensivspiller, der blev skiftet ind i Tysklands EM-semifinale mod Frankrig for knap en måned siden, fortæller, at Guardiola var en medvirkende faktor til, at han har valgt at skifte til Manchester City.

- En af grundene til, at jeg besluttede mig for at skifte til Manchester City, var Guardiola. Han overbeviste mig om, at jeg kunne fortsætte min udvikling her. Jeg ved, at jeg vil lære en masse ved at spille under ham, så jeg kan tage næste skridt i min karriere.

- Jeg har fulgt hans hold i Barcelona og i Bayern München, hvor han opnåede store resultater og arbejdede godt med de unge spillere. Jeg tror, han kan gøre mig mere komplet, siger Leroy Sane til klubbens hjemmeside.

Guardiola er yderst tilfreds med, han kan føje endnu en tysker til truppen, efter han tidligere på sommeren købte Ilkay Gündogan i Dortmund.

- Leroy Sane har en god teknik og er rolig på bolden. Han er hurtig og kan skabe chancer for holdet, men han kan også score selv. Han er kun 20 år, men han er allerede tysk landsholdsspiller, og jeg tror, han kan blive fantastisk for os, siger manageren.

Tidligere på sommeren har Manchester City også købt spanieren Nolito i Celta Vigo.

/ritzau/