Gustav efter junglesejr: Det har jeg lært

Skrevet af admin

12/05/2015

Dagens topnyheder

Hans skrig overdøvede junglens fugle og flodens brusen, da det gik op for ham, at han stod tilbage som vinder af underholdningsprogrammet "Jeg er en celebrity - Få mig væk herfra".

24-årige Gustav Salinas, der for alvor blev kendt i realityverdenen med sin deltagelse i programmet "For Lækker til Love", overlevede ti dage i junglen og fik undervejs smidt både Henrik Qvortrup og sangerinden Sisse Marie ud. I finalen blev det danseren Stine Kronborg og bokseren Brian Nielsen, der måtte se sig slået af Gustavs hurtighed.

Men opholdet i Sydafrikas jungle har været hårdt for den unge realitystjerne, der undervejs var ved at give op.

- Det har været rigtig hårdt for mig psykisk og fysisk, fordi vi ikke har fået noget mad, jeg har ikke rigtig fået noget søvn, og jeg er blevet sat til udfordringer hver dag, siger han til Ritzau Fokus.

Inden programmets start kunne tv-seerne stemme på, hvilke kendisser de helst så i forskellige konkurrencer, og her var den solbrune latino et hit blandt publikum - de sendte ham igen og igen på madjagt.

Derfor er Gustav utrolig stolt over at have holdt ud, så han nu kan stå med titlen som konge af junglen - en kvart million rigere. Men deltagelsen i programmet har også beriget ham på andre måder, afslører han.

- Hvis de første seks konkurrencer, hvor jeg skulle ud at dyste, havde handlet om penge, så havde jeg ikke gjort det. Men jeg gjorde det, fordi hvis jeg bare forlod lejren, så ville de andre deltagere sulte, siger Gustav og fortsætter:

- Jeg har faktisk lært en anden side af mig selv at kende, for jeg har altid tænkt, at jeg var kapitalistisk og kun tænkte på penge, men der har jeg lært, at mennesker betyder mere for mig end pengene. Det er jeg rigtig glad for, siger han. 

En del af præmien på 250.000 kroner skal nu bruges til at forkæle familien og Sisse Marie, som han har lovet en Gucci-taske, men resten skal investeres i den skønhedssalon, som realitystjernen er ved at opbygge. 

De øvrige deltagere i "Jeg er en celebrity - Få mig væk herfra" var spindoktor Henrik Qvortrup, skuespiller Margrethe Koytu, bokser Brian Nielsen, cykelrytter Jesper Skibby, fodboldagent Allan Nielsen, sangerinde Sisse Marie, tv-personlighed Anni Fønsby, entertainer Amin Jensen, komiker Torben Chris, sangerinde Inez Gavilanes og bodybuilder Stine Kronborg. 

Newspaq