Gymnasielærerne orker ikke mere palaver om karakterkrav

Skrevet af admin

02/06/2016

Dagens topnyheder

Det har ikke den store betydning, om folkeskoleelever skal have et karaktergennemsnit i dansk og matematik på 02, 3 eller 4 for at få adgang til gymnasiet.

Karakterkrav er som udgangspunkt en dårlig idé, for de risikerer at sortere unge fra, der er motiverede og faktisk kan klare gymnasiet.

Sådan lyder det fra Gymnasieskolernes Lærerforening.

Lærerne jubler således ikke over et nyt forslag om et adgangskrav på karakteren 3 i de igangværende forhandlinger om en gymnasiereform. Udspillet kommer ifølge Politiken fra Socialdemokraterne, De Radikale og SF.

- Vi ærgrer os over det store fokus, der har været på karaktererne. Vi havde gerne set, at ambitionerne for en reform handlede om indhold - og ikke så meget om karakterer, siger formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen.

- Men hvis partierne kan blive enige om et adgangskrav på 3, så vil vi tage det til efterretning. Der er brug for, at diskussionen om gymnasiereformen, der har stået på rigtig længe, afsluttes, siger hun.

Hidtil har de røde partiers udmeldte smertegrænse været et karakterkrav på 02. Regeringen har til gengæld krævet gennemsnittet 4 for elever, der vil have en studentereksamen.

I blå blok var man ifølge Politiken først afvisende over for forslaget om et adgangskrav på 3, men regeringen har alligevel valgt ikke at feje det af bordet. Derfor fortsætter diskussionen om karakteren, når forhandlingerne genoptages torsdag aften.

Men diskussion bør slet ikke handle om karakterer. For de er ikke afgørende for, om elever på gymnasiet gennemfører uddannelsen, mener gymnasielærerne.

- Man skal styrke vejledningen af de unge. Det er utroligt vigtigt, at man giver eleverne en god vejledning, så man sikrer, at de kommer på den uddannelse, der er bedst for dem, siger Annette Nordstrøm Hansen.

- Der er ganske givet elever i gymnasiet, der skulle have haft et meget mere kvalificeret tilbud et andet sted, siger hun.

/ritzau/