Håbet lever i svære atomforhandlinger kort før deadline

Skrevet af admin

24/11/2014

Dagens topnyheder

Mens tiden er ved at rinde ud, har Iran og stormagterne i gruppen P5+1 endnu ikke opgivet håbet om at lande en aftale om det iranske atomprogram og dermed potentielt sætte en stopper for en strid, der har stået på i mere end et årti.

Parterne har aftalt en deadline mandag aften, og den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, vurderer, at en aftale fortsat er inden for rækkevidde, hvis alle giver det et "stort skub" mandag.

- Vi er stadig ret langt fra hinanden, og der venter nogle virkelig svære og komplekse sager, siger Philip Hammond.

- Det er klart, at når vi det ikke, så skal vi se på, hvordan vi kommer videre derfra.

En forlængelse af forhandlingerne har været diskuteret, men indtil videre udløber fristen ved midnat natten til tirsdag dansk tid.

Striden om atomprogrammet har stået på i 12 år. Iran siger, at programmet udelukkende har fredelige formål, men specielt Israel, USA og de arabiske lande i Golfen er ikke overbevist.

Kilder tæt på forhandlingerne siger, at stridspunktet handler om Irans kapacitet til at berige uran og så det tempo, hvormed sanktionerne skal ophæves.

Selvom parterne mandag skulle nå en politisk aftale, vil det ifølge europæiske embedsmænd ikke være muligt at nå "den tekniske del" til tiden.

Forhandlingerne foregår med Iran på den ene side og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland på den anden, den såkaldte P5+1-gruppe.

Lykkes det at finde en aftale, kan det ændre en del i Mellemøsten. Det kan åbne for, at de internationale sanktioner kan lempes for et land med 76 millioner indbyggere, hvilket kan skabe mere gang i handel og økonomi. En aftale kan også åbne op for nye løsninger på flere af de blodige konflikter i regionen.

Bryder det hele sammen, og kommer Irans atomprogram ikke under kontrol, er situationen usikker. Israel har flere gange ladet forstå, at det ikke vil tillade, at Iran får atomvåben.

/ritzau/AFP