Håndboldforbund forventer ny hovedsponsor om få dage

Skrevet af admin

01/06/2015

Dagens topnyheder

Det danske kvindelandshold i håndbold mistede mandag sin ene hovedsponsor, da køkkenvirksomheden Kvik valgte at udnytte en mulighed for at sige farvel halvandet år før tid.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) forventer dog at have en ny delt hovedsponsor klar om få dage til at køre parløb med den anden hovedsponsor, AL-Bank.

- Mon ikke vi lykkes med det, så vi kan fortælle en lille historie om det i løbet af et par dage, siger Henrik M. Jacobsen, direktør i DHF.

- Det bliver en sponsor, der bliver samlet hovedsponsor sammen med AL-Bank. Det er vi meget fortrøstningsfulde omkring, siger direktøren.

AL-Bank har hidtil haft sit logo på ryggen af kvindelandsholdets trøjer, mens Kvik-logoet har været på forsiden af trøjerne.

Nu kommer AL-Bank til at have sit logo på fronten af trøjerne, mens den nye delte hovedsponsor får sit navn på ryggen.

Samtidig forlænger AL-Bank længden af sit sponsorat med to år.

- AL-Bank overtager Kvik's placering på spilledragten. Samtidig forlænger AL-Bank aftalen, så den løber til udgangen af 2018, siger Henrik M. Jacobsen.

Ifølge DHF-direktøren er der ikke den helt store forskel på at have sit logo på maven frem for på ryggen, i forhold til hvor meget man betaler som hovedsponsor.

- Det kan da godt være, at det er en lille smule bedre at være på fronten end på ryggen, men det er nu marginalt. Det økonomiske i aftalen vil jeg ikke udtale mig om, siger Henrik M. Jacobsen.

Danmark skal i december være vært for VM i håndbold for kvinder.

/ritzau/