Hårde drenge lover hitparade på Grøn Koncert

Skrevet af admin

15/04/2016

Mest læste i dag

Endnu et navn er klistret på plakaten til årets Grøn Koncert. Hiphopgruppen Suspekt vender nemlig tilbage, og de lover at give otte shows, som bliver gennemsyret af deres mange hits som "Proletar", "Helt Alene" og selvfølgelig ørehængeren "Søndagsbarn".

- Vi har jo fem plader plus det løse, så vi er nede og koge psykofond på det her. Vi kommer ikke med nogen ukendte numre. Den skal bare brages af, siger Suspekts ene tredjedel, Orgi-E.

Vestegnsdrengene trådte for første gang ind på Grøn Koncertscenen i 2008, og i 2010 stod de der igen med rapperen L. O. C i det fælles projekt Selvmord. Senest kunne publikum skråle med på "Kinky Fætter" i 2014, hvor gruppen også havde Lukas Graham med på scenen.

Og nu er det altså tid til at finde solcremen frem igen, for til sommer vil Suspekt atter en gang flyde ud af højttalerne på de otte udendørs koncerter landet over. Faktisk er ekstasen over at igen skulle spille på Grøn Koncert slet ikke til at styre for Rune Rask, Bai-D og Orgi-E.

- Det er en kæmpe optur. Når det er slut, er det ligesom at komme hjem fra den bedste ferie, du nogensinde har været på! Så sidder du dér og tænker: Fuck mit liv, altså, nu går der et år eller mere før, jeg kan få lov til at tage på sådan en ferie igen, fortæller Bai-D.

Ud over fredagens afsløring er også D-A-D, Shaka Loveless, Rasmus Walter, Stine Bramsen og Nabiha klar til at turnere landet tyndt med Grøn Koncert. Flere navne vil blive afsløret frem mod koncerterne, der begynder i Kolding den 21. juli og som sædvanlig har sidste stop i København den 31. juli.

/ritzau/FOKUS