Hackere offentliggør pornografiske billeder fra Snapchat

Skrevet af admin

10/10/2014

Mest læste i dag

Et enormt antal private billeder og videoer fra den populære mobilapplikation Snapchat er blevet lækket og florerer nu på internettet.

Der er efter alt at dømme tale om billeder og videoer fra mange danske brugere, og meget af materialet er særdeles privat og i visse tilfælde også pornografisk.

Det ser også ud til, at mindreårige personer optræder på materialet.

Det skriver flere internationale medier, og oplysningerne bekræftes af den danske it-ekspert Peter Kruse fra sikkerhedsfirmaet CSIS.

Snapchat fungerer ellers således, at de billeder og videoer, man sender til hinanden, kun er tilgængelige i få sekunder. Herefter slettes materialet. Ikke desto mindre er hundredtusinder af billeder og videoer nu i omløb.

Det skyldes tilsyneladende, at mange brugere af Snapchat har benyttet sig af andre applikationer eller tjenester med ønsket om at gemme materialet fra Snapchat.

En eller flere af de tjenester er nu blevet hacket, og alt materialet er lagt på internettet, fortæller Peter Kruse til Ritzau.

- Jeg kan bekræfte, at jeg sidder med en mappe på 2,5 gigabyte, som jeg lige har downloadet. Den indeholder 200.000 billeder og flere tusind videoer. Nogle af dem er af hård pornografisk karakter - og flere af billederne er af mindreårige personer, sådan som det ser ud nu, siger han.

Det er endnu ikke klart, hvilken app eller tjeneste, der er blevet hacket. Flere medier skriver, at der er tale om en app kaldet Snapsave. Andre mener at vide, at det er en hjemmeside ved navn Snapsaved.com, hvor man har kunnet gemme billeder og videoer modtaget via Snapchat.

Der er ifølge mediet Business Insider tale om hele 13 gigabyte materiale, og mange af billederne og videoerne stammer ifølge mediet fra danske brugere.

Peter Kruse bekræfter, at meget af materialet ser ud til at komme fra Skandinavien.

Brugere af internetforummet 4chan er ifølge både businessinsider.com og Peter Kruse nu i gang med at lave en database over materialet. Her vil alle og enhver kunne gå ind og kigge på de ofte meget intime og private billeder.

- Der er allerede så meget i omløb, at det ikke kan bremses. Det ender med, vil jeg tro, at man søger på en e-mail-adresse eller et telefonnummer, som er tilknyttet billedet, siger Peter Kruse.

- Så hvis man har brugt den her service - eller har sendt billeder til brugere af den - så er det ude af ens hænder. Der er ikke noget at gøre, siger it-eksperten.

Halvdelen af Snapchats brugere er ifølge Business Insider teenagere i alderen 13 til 17 år.

/ritzau/