Hackere truer: Danske biografer i tænkeboks over Nordkorea-film

Skrevet af admin

18/12/2014

Dagens topnyheder

Hackere har udsendt trusler mod biografer, der vil vise den amerikanske komedie "The Interview", som handler om et attentatforsøg på den nordkoreanske leder, Kim Jung-un. Ifølge de amerikanske myndigheder er hackergruppen nordkoreansk.

Onsdag blev filmens premiere 25. december i USA udsat, Sony Pictures har sat distributionen på standby, og torsdag har også svenskerne udskudt premieredatoen.

Kontroversen om filmen har sendt den danske distributør UIP i tænkeboks.

- På grund af den eskalerende debat, så afventer vi den amerikanske premiere, siger direktøren for UIP, Michael Berg.

Han mener, at udviklingen gør filmens visning til en sag om ytringsfrihed.

- Der var engang, vi kunne tage pis på alt. Vi voksede op med at tage pis på katolikkerne. Der er masser af jødiske komikere, der tager pis på jøderne. Negrene tager pis på sig selv, siger han.

- Vi har fundet ud af, at muslimerne ikke har humor, så dem må vi ikke tage pis på. Og nu må vi ikke tage pis på ham ovre i Nordkorea.

Spørgsmål: Men hvis I har lyst, kan I vel bare vise filmen?

- Ja. Hvis der bliver sagt til mig: Du skal sende den ud, så vil jeg kontakte biograferne, og så vil biograferne tage stilling til, om de vil køre den. Jeg vil tro, at på grund af den her opmærksomhed vil den få en god release, siger Michael Berg.

- Vi ikke ved, om der vil komme trusselsbreve til de danske biografdirektører a la "vi brænder dit hus ned" eller "vi sender alle informationer ud om, hvad dig og din familie går og laver." Og vil biografer i da fald vise filmen, spørger han.

Ifølge formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, har man hos biograferne ikke taget stilling til det spørgsmål endnu.

- Den overvejelse starter først i det øjeblik, Sony vælger at distribuere filmen. Alt andet er spild af tid, siger han og fortsætter:

- På vores lister har den stået som "To Be Anounced". Det betyder, at man har overvejelser om, hvorvidt den overhovedet skal udsendes af økonomiske årsager.

/ritzau/

Se teaileren til filmen nedenfor.