Hækkerup: Nej til kulegravning af gebyrer

Skrevet af admin

06/05/2014

Mest læste i dag

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) ser ingen grund til at nedsætte en ekspertgruppe for at granske gebyrerne hos de praktiserende læger, som Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, foreslår.

Baggrunden er en kortlægning i Berlingske. Den viser, at de praktiserende læger indkasserer op mod en halv milliard kroner om året på gebyrer for vaccinationer og attester til kørekort, adoption eller andet. Samtidig viser tallene, at der kan være stor forskel på gebyrernes størrelse.

- Det er helt grundlæggende for Socialdemokraterne og regeringen, at hvis man bliver syg og skal til lægen eller på hospitalet, skal det ikke koste penge, siger Nick Hækkerup til Ritzau.

- Og de situationer, hvor der er gebyr på lægeattesten til dykkercertifikatet eller vaccine til en rejse, bør der være åbenhed om priserne, så vi som patienter og forbrugere kan se, hvad lægen vil tage for det, så man eksempelvis kan tage vaccinen et andet sted, tilføjer han.

Det er ikke nødvendigt at få eksperter til at pege på behovet for gennemsigtighed om priserne hos de praktiserende læger, mener sundhedsministeren.

Berlingskes undersøgelse viser, at det kan koste fra 200 og op til 600 kroner, når ældre skal have obligatorisk lægetjek for at få fornyet deres kørekort. Der er også pæne prisforskelle på attester til kommende adoptivforældre - fra 500 til 2250 kroner.

Det viser ifølge V-ordfører Sophie Løhde, at der er behov for at få sagkyndige til at komme med forslag til forbedringer.

- Det her illustrerer jo, at det er til grin at tale om, at man ikke skal have dankortet op af lommen, når man går til læge. Der er masser af brugerbetaling, men den er indrettet på en ulogisk, socialt skæv og tilfældig måde, siger hun til Berlingske.

Men der er ifølge Nick Hækkerup muligheder for at finde billigere alternativer, eksempelvis i særlige vaccinationsklinikker.

/ritzau/