Hamas erklærer sig parat til 24 timers våbenhvile

Skrevet af admin

29/07/2014

Dagens topnyheder

En talsmand for den islamistiske Hamas-bevægelse i Gazastriben siger, at Den Palæstinensiske Befrielsesfronts (PLO) påstand om, at Hamas er gået med til en 24 timer lang våbenhvile i Gaza, er forkert.

- Vi vil ikke gå med til ro, før Israel forpligter sig til at være stille. Hvis vi får en international garanti om Israels forpligtelse til ro, vil vi overveje det, siger talsmanden Sami Abu Zuhri ifølge den israelske avis Haaretz.

Udmeldingen kommer kort tid efter, at PLO erklærede, at de forskellige palæstinensiske fraktioner, herunder Hamas, var blevet enige om at tilslutte sig en 24 timers våbenhvile i det krigshærgede Gazastriben.

Men med afvisningen fra Hamas er der altså alligevel ikke udsigt til en pause i kamphandlingerne, der tirsdag gik ind i sin fjerde uge med nye angreb fra begge sider i konflikten.

Søndag gennemførte de to parter en 12 timers humanitær våbenhvile, der af både israelere og palæstinensere blev overholdt.

Efterfølgende forsøg på at forlænge den skrøbelige fred mislykkedes.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde mandag, at den israelske befolkning skal forberede sig på en "langvarig kampagne" i Gazastriben.

/ritzau/