Hamilton rykker fem startpladser bagud

Skrevet af admin

20/07/2014

Mest læste i dag

Lewis Hamilton får ualmindeligt svært ved at køre sig frem til de forreste pladser i Formel 1-grandprixet på Hockenheim søndag eftermiddag.

Briten kørte galt i lørdagens kvalifikation og kvalificerede sig derfor kun til en startplads som nummer 15 søndag. Nu meddeler Mercedes imidlertid på twitter, at gearkassen i Hamiltons bil er blevet skiftet som følge af uheldet, og det koster en straf på fem startpladser.

- Vi kan bekræfte, at Lewis Hamiltons gearkasse bliver skiftet, fordi den var ødelagt af ulykken i går. Fem startpladsers straf, lyder meddelelsen på Twitter.

Hamiltons ulykke, som skete i den første del af kvalifikationen, skyldtes en fejl i en bremseskive. Mercedes indikerede lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man for en sikkerheds skyld skifter til et andet fabrikat. Det kan så i givet fald betyde, at Hamilton skal starte i pitten søndag.

I Formel 1-kørernes samlede stilling er Lewis Hamilton kun fire point efter holdkammeraten Nico Rosberg, så det er en bet for ham at indlede det tyske grandprix så langt bagude.

Rosberg starter forrest søndag.

/ritzau/