Hamilton stopper Formel 1-træning efter fem minutter

Skrevet af admin

14/03/2014

Mest læste i dag

Det blev blot til få minutter på banen i Melbourne under fredagens første træning for den tidligere verdensmester Lewis Hamilton, som er blevet udråbt til en af favoritterne ved årets første grandprix på søndag.

Hans Formel 1-racer gik i stå i et sving omkring fem minutter inde i træningen, og testkørslerne blev derfor kortvarigt afbrudt.

Tilskuere strømmede ned til hegnet ved banen, hvor Mercedes-stjernen var stoppet, for at få et glimt af Hamilton, da han iført sin hvide dragt steg ud af den defekte bil.

En kranvogn måtte løfte Mercedes-bilen væk, før træningen igen kunne genoptages. Hamilton blev selv kørt tilbage til garagen på bagsædet af en motorcykel.

Mercedes melder ifølge nyhedsbureauet AFP, at en olietryk-alarm fik bilen til at stoppe. Hamilton var da også tilbage i Formel 1-sædet under fredagens anden træning.

Lewis Hamilton og resten af Mercedes-holdet har ellers haft en god optakt til sæsonstarten. I modsætning til nogle af konkurrenterne som for eksempel Red Bull har Mercedes leveret gode testkørsler i løbet af vinteren.

Hamiltons holdkammerat, Nico Rosberg, havde da heller ingen problemer, da hans Formel 1-bil blev sendt ud på den lidt over fem kilometer lange bane. Og tyskeren fik den sjettebedste tid under den første træning.

Danske Kevin Magnussen var den anden kører, der drønede ud på den australske asfalt, og efter den 90 minutter lange træning stod han noteret for den ottendehurtigste omgang.

De 22 kørere har været spændte på sæsonåbneren i Melbourne på grund af de nye krav til bilerne. Der er blandt andet sket ændringerne i motorerne samt front- og bagvingerne, og der er nu sat en øvre grænse på 100 kilo brændstof per løb.

/ritzau/